Applaus

Et anbefalelsesværdigt, lille kammerspil med mod og mandshjerte, hvis man overhovedet kan bruge det udtryk om en film, som vender gængse fordomme om mænd og kvinder - fædre og mødre - på hovedet

Thea Barfoed (Paprika Steen) er en anerkendt, men dybt alkoholiseret skuespillerinde, som konfronteres med virkeligheden efter et kun delvis succesfuldt afvænningsophold. Alkoholmisbruget har resulteret i et tab af forældremyndigheden over hendes to drenge og en skilsmisse fra deres far, Christian, som spilles af Michael Falch. Han har fundet sammen med psykologen Maiken (Sara-Marie Maltha) og de fører nu en velordnet og tryg akademikertilværelse med børnene. Men Thea vil mere end bare se sine sønner til eftermiddagshygge i Zoo. Hun vil kæmpe sig tilbage til rollen som mor og menneske, og det er denne indre og ydre kamp, som er filmens omdrejningspunkt.

Stilfærdigt drama
Da jeg så forfilmen til Applaus ved en tidligere lejlighed, gav den indtryk af at være ganske voldsom og nådesløs i sin skildring af en moders kamp for at få sine børn tilbage. Filmen er imidlertid en mere afdæmpet, set i sin helhed. Konflikten er i sagens natur dramatisk, men vi befinder os i en form for post-krise, hvor vi kun glimtvis får serveret stumper af information om det barske forløb, som gik forud for skilsmisse og afvænningsklinik. Konflikten i Applaus bliver ikke for alvor sprængfarlig, og her fremstår filmen i visse scener en smule romantiserende, selvom det må understreges, at der langtfra er tale om et glansbillede.

Vigtig nuance i debatten
Billedet af voldelige og misbrugende mænd og fædre fylder meget i den offentlige debat og nyhedsdækning, når det handler om forældreskab og skilsmisse. At flere mænd end kvinder er uegnede til at være forældre er et trist faktum, som er dokumenteret på kryds og tværs. Men virkeligheden er mere nuanceret end som så. Denne film fortjener ros for den cadeau, den giver gode fædre. Christian har i filmen taget konsekvensen af, at hans livs store kærlighed ikke kan være en ordentlig mor for sine børn. Han har truffet et ansvarligt valg om en mindre altopslugende kærlighed, men en hverdag der fungerer for børnene og ham selv. Den meget lange snor, som Christian giver den manipulerende og ustabile Thea i filmen, får ham til at virke blødsøden, men må ses som et udtryk for, at han stadig elsker sin tidligere kone og aldrig tvivler på det gode i hende.

Københavnersyndromet
Den danske filmbranche kan gå lidt i selvsving, når den beskriver sin egen københavnerkultur med skønne privatskolebørn, café latte og herskabslejligheder i indre by. Man kunne ønske sig, at der var skrællet et lag af filmens indpakning med det formål at komme nærmere den menneskelige afmagt, som er kernen i filmen. Denne afskrælning er foretaget i en film som Lille Soldat der, med Trine Dyrholm i en fremragende hovedrolle, også stiller skarpt på en kvindes kamp for selvrespekt og en plads i verden.

Thea, Martha, Paprika
’Jeg er en skidegod mor, man kan bare ikke se det’, siger Thea hen mod filmens slutning. Handlingen i Applaus krydsklippes effektfuldt med scener fra Theas optræden i rollen som Martha i teaterstykket ’Hvem er bange for Virginia Woolf’. George, som er manden i stykket, er klippet ud af billedet og kun repræsenteret ved sin stemme. Man oplever derfor ekstra intenst Theas kamp med sig selv, spejlet i rollen som den fordrukne og ensomme Martha.
Applaus var i juli måned åbningsfilm på den internationale filmfestival i Karlovy Vary. Her løb Paprika Steen velfortjent af med prisen som bedste kvindelige hovedrolle, som er hendes største internationale pris til dato. Filmen har premiere i hele landet den 23. september.

Applaus, Koncern Film
Instruktion: Martin Peter Zandvliet
Danmark 2009
Længde: 85 minutter