Sakrale prædikener

Man tør tro ham, fordi han skaber en katedral af de almindelige ord, og pludselig ser det alt sammen helt anderledes ud end bare det almindelige. Det er enkelhedens apoteose

Det er svært at begynde en anmeldelse af en bog, der på hver side indeholder en erkendelse, som bør nyde fremme. Det her er prædikekunst – og jeg kan allerede høre Svend Bjerg værge for sig og sige ”håndværk”.

Kortlægning af prædikanten
Det er et modigt håndværk at turde prædike. Man afslører nemlig sig selv hele tiden. Man kan ikke fortolke disse tekster uden at slippe det ud i offentlighed, hvem man er. Det er så sårbar en situation, at jeg bedre end godt forstår de prædikanter, der holder sig tilbage. Nej, jeg hævder ikke, at prædikenen er privat; men den er så personlig et møde, at der ikke er noget at gøre: Man kortlægger sig selv. Sakrale prædikener er simpelthen et smukt vidnesbyrd om en teologisk eksistens. Her læser man prædikener, der tager én med ind i hverdagens rum, og man er i selskab med et menneske, som tør pege på alle tingene i stuen. Se det billede, hør den musik, læs den bog, lyt dog til det menneske, vedkend dig dog dine tanker, le, grin, græd.

Noget under gulvtæppet
Svend Bjerg tør også antyde, at der er noget under gulvtæppet. Det er slet ikke søde ord, store ord og slesk tale. Det er liv og død, sandhed og løgn, latter og gråd, som det nu er. Først og fremmest er det ord, der er skabt til vores tid, og skal forstås af mennesker i vores tid. Bjerg når så langt ind i plet, at jeg undrer på, om denne prædikensamling mon ikke kan gå hen og sprænge tiden og blive et vidnesbyrd om, hvordan vi troede, tænkte og formulerede os i begyndelsen af det 21.århundrede.

Betagelse af tanker
Man følger drengen, der går og radrenser. De, der har prøvet, ved, at roer står i lange rækker, og der kun er et håb: At man bliver betaget af en tanke, for så går det hurtigt. Ellers er det bare udstrakt tid, der tørvetriller af sted. Men englene kan åbenbart stige op og ned over en drengs hoved og skabe ideer.

Katedral af almindelige ord
Sådan er det vel at leve en teologisk eksistens. Hvis man tør kede sig i den senmoderne hverdag, så kan der komme tanker ud af det. Pludselig mærker man selv kristendommens store mysterium: At det himmelske pludselig kan blive nærværende, finde ord, måske ligefrem hænder, bliver til at føle på. Bjerg taler med ord, som bliver virkelighed, og man tør tro ham, fordi han er så tro mod samtiden og evigheden på én og samme tid. Man tør tro ham, fordi han skaber en katedral af de almindelige ord, og pludselig ser det alt sammen helt anderledes ud end bare det almindelige. Det er enkelhedens apoteose. Der er ikke et storsnudet ord i den bog; men det er teologisk format og horisont som kun sjældent!

Hvis vi andre sidder tilbage og er lidt misundelige på den teologiske eksistens, så må vi tilgives; men spørgsmålet er, om vi har kræfter til den samme kamp og det samme slid, som man også mærker i hver eneste prædiken. Det er nemlig ærligt og ordentligt – og jeg tror også slidsomt.

Når håndværket er godt, så bliver det lige pludselig kunst. Hvor grænsen er, ved ingen; men man sanser det!

Svend Bjerg: Sakrale prædikener
Anis 2009
362 sider, 299 kr

.