24. september 2009

Bibelen har ordet


Med denne bog giver Synne Garff og Johannes Møllehave et bud på, hvorfor og hvordan Bibelen stadig er yderst aktuel og vedkommende. Begge har arbejdet med at genfortælle de bibelske fortællinger for børn. Nu er turen kommet til de voksne

Johannes Møllehave er kendt for snakkesaglige bogudgivelser om stort og småt. I ’Bibelen har ordet’, hvor Møllehave fortsat holder sig til den småsnakkende form, stiller han godt hjulpet af Synne Garffs hverdagsvinklede spørgsmål ind på centrale teologiske emner som syndefald, barmhjertighed og nåde, opstandelse og det evige liv.

Til de uøvede bibellæsere
Det er ikke nogen let sag med få ord at indfange bogens indhold. Her er forklaringer på Bibelens mest iøjnefaldende og mærkværdige ord, såsom synd, Guds søn, barmhjertighed, nåde og det evige liv. Ind imellem tager forfatterne læseren med på en historisk rejse i såvel Danmarks som hele den kristne kirke, ligesom der kastes et væsentligt blik på den lange virkningshistorie, de bibelske tekster i kraft af deres centrale betydning har haft igennem årtusinder. Herudover er teksterne tilføjet et ikke ubetydeligt drys af Møllehaveske anekdoter og aktualiseringer, som i destilleret form indrømmet kan virke trættende på undertegnede, men her på fin vis letter det tunge stof, som kan have det med at spænde ben for mange nye bibellæsere. Overordnet er bogen delt op i to, en afdeling med afsæt i Det Gamle Testamente og en med afsæt i Det Nye Testamente. Herunder spreder bogen sig i 22 kapitler over 22 emner, som ukunstlet og ligefremt giver basal viden om, hvad de bibelske tekster er for størrelser.

Størst er kærligheden
Der er ikke nogen tvivl om, at kristendommens Gud i Johannes Møllehaves udlægning er kærlighedens Gud, den nære og medlidende Gud. Bibelen rummer imidlertid også tekster, der handler om andet end kærlighedens Gud. En Gud, der på afstand befaler sit folk at gøre, hvad han siger, uanset om det måtte give mening, og om mennesker måtte opfatte det som kærligt at følge Guds befalinger. Men heroverfor hævder Johannes Møllehave, at ondskaben og det uforståelige alene er med til at give tilværelsen det baggrundstæppe, hvorfra Gud kan ses som den, han i virkeligheden er. Kærlighedens Gud. Ifølge Møllehave har vi en tendens til at misforstå, hvem Gud ifølge Bibelen er, hvilket kommer til udtryk fx i historien om Abrahams næsten-ofring af Isak. Vi forarges over, at Gud sætter Abraham på den prøve, og glemmer helt, at historiens pointe igen ifølge Møllehave (Kierkegaard m.fl. vender sig formentligt samtidig i deres grave) er, at Isak lige akkurat ikke skulle ofres.

Bibelen i sproget
Selvom Bibelens forståelse af, hvem Gud er, ikke nødvendigvis står knivskarpt i mange danskeres bevidsthed, er Bibelen alligevel tilstede, uden at vi ved af det. Teksternes lange virkningshistorie har nemlig sat deres uomtvistelige præg på mange af det danske sprogs selvfølgelige ord og vendinger. Vi slagter gerne fedekalven, hvis vi får særligt besøg, ligesom vi løber fra Herodes til Pilatus og dermed mener, at vi strækker os langt. Særligt opmærksomhedskrævende begivenheder skaber et ramaskrig, mens mennesker, der ikke har sans for egne begrænsninger, tilføjes den bemærkning, at de tror, de kan gå på vandet. Udtrykkene tages op i bogens næstsidste kapitel og slutter med, ved hjælp af Paulus’ berømte tekst om tro, håb og kærlighed, at lægge op til bogens allersidste afsnit, der runder hele turen af med spørgsmålet om, hvad der sker, når vi dør. Her drager Johannes Møllehave den - ikke uventede - konklusion på Guds kærlighed, at ingen kan gå fortabt, og hvis der havde været tale om fortabelse for nogen, ville Møllehave have meldt sig ud af folkekirken øjeblikkeligt. Amen. 

Bibelen og moderne horisonter
Med Bibelen på ordet er der ikke tale om et forsøg på at give fyldestgørende svar på, hvad Bibelen siger om det ene eller det andet. Derimod er bogen en glimrende mulighed for at se, hvordan de gamle og for mange mennesker støvede tekster på tværs af årtusinder stadig giver mening, uden at vi behøver at ende i anakronismer, fundamentalisme og afvisning af moderne indsigter og horisonter.

Synne Garff og Johannes Møllehave: Bibelen har ordet
Politikens Forlag 2009
176 sider, 250 kr.

 

Kirsten Mose


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København