Musik i virkeligheden

I denne bog bliver læseren mødt med 23 essays om musik og mennesker skrevet af et menneske, Karl Aage Rasmussen, som både ved, hvordan musikken finder vej ind i forstand og hjerte, og som tillige også ved, hvordan man kan tiltale en sund fornuft i ethvert menneske

Her oplever man den verden, som er ubeskrivelig. Sjældent har jeg læst essays, som var så musikalske, og som i den grad spiller på tanken og efterlader en efterklang af eftertanke. Man bliver budt på den ene fornøjelse efter den anden. Her udforskes den musik, der engang var, her oplever man, hvordan en komponist oplever det at komponere, og helt fortryllende skrives der om ”Demokrati og kunst” og det på en måde, så man ville ønske, at hvert et folketingsmedlem ville læse dette essays og forstå, at kultur og kunst bestemt ikke er overflødigt. Rasmussen viser i dette essay, at hvis man tror på det tænksomme menneske, tror på at verden kan forvandles, tror på at det skønne kan udfordre det hæslige og gøre sig vej i verden, så må man lade kunsten tale sit sprog og skabe endnu flere tanker i verden.

Grundlæggende, og midt i værket, er der nogle historiske essay om Vivaldi, Schubert, Wagner, Mahler, Verdi, Sibelius Busoni, Sjostakovitj, Klemperer. Hvis bare man er minimalt historisk interesseret, læser man sig ganske enkelt høj og nyder de høje udsigter ind i musikhistorien. Der skrives om den rødhårede præst, Vivaldi, som vistnok stredes med kirken og helst skrev sekulær musik. Der er Schubert, som man nok ikke skal hyle for meget op om i det bedre selskab. Det var ikke den gode opførsel, der skaffede ham plads i verden – det var hans geni og hans musik. I essayet om Sjostakovitj lærer Rasmussen sin læser, at man skal både lytte, læse og tænke sig om, og desuden får man et indblik i et frygteligt kapitel i Ruslands historie.

Det allersmukkeste essay, og de er alle velkomponerede, er det, der hedder ”Musik og virkelighed”, hvor Rasmussen virkelig lærer sin læser meget om virkeligheden. Han driller og viser, at den slet ikke er så virkelig, som vi tror, og at begrebet ”virkelighed” er noget vanskeligt noget.

Det er optagelserne, Rasmussen beretter om – altså den iscenesatte musik og virkelighed – den musik som findes uden for den ydre verden, for alle uvedkommende lyde er udelukket og mennesket er lukket inde i en kunstig verden og upåvirket af alle andre lyde. Derfor er musikken fjern, hævder Rasmussen og slutter sit essay med de enestående sætninger: ”Her – som så ofte – afslører teknologien sit janushoved: Når de tekniske hjælpemidler gør et eller andet lidt nemmere, gør de det samtidigt lidt mindre virkeligt. Men samtidig understreger musikkens apparater på en ny, både meget konkret og meget dybsindig måde, at musik i sit væsen er upersonlig – uvirkelig, om man vil. At den kun i en særlig, rent metafysisk, forstand handler om mennesker og deres virkelighed. At den er meget større, meget mere end det.”

Den sidste sætning er karakteristisk for alle essays. Man møder en stor humanist, som tror på, at verden er uudgrundelig, men det kunstneriske menneske kan hjælpe på vej og lade os ane det uudtrykkelige. Rasmussen tiltaler virkelig mennesket, som var det kronen på værket, fyldt med den oprindelige ånd og indsigt, som kun lejlighedsvist bliver overrumplet af galskab og hæslighed – og derfor tror han, at det kan nytte at skrive, komponere og gøre alt det andet, som er med til at finde skønhedens udtryk.
En enestående bog!

Karl Aage Rasmussen: Musik i virkeligheden. Essays om musik og mennesker.
Gyldendal 2008.
241 sider – 279 kr.